Nyt arrangement titel her
Snyd ikke dig selv for en gåturawdawdaw i haven, når du besøger Fattiggården.
Haven har været der altid og blev passet af de indlagte. De dyrkede bl.a. kartofler, kål og gulerødder. Grøntsagerne var en vigtig del af måltiderne. Nu passes haven af frivillige fra Museumshavens Venner.
Fra jord til bord
Siden åbningen i 1872 og frem til lukningen i 1974 har Fattiggården haft en stor og smuk have. Der var både en prydhave og en nyttehave.
Fattiggårdens først inspektør, kaptajn Hallas, fik anlagt prydhaven i romantisk til. I haven var der slyngende stier, staudebede og rindende vand. Prydhaven var kun for inspektøren og hans familie.
Nyttehaven var en vigtig og integreret del af Fattiggården. De mange grøntsager blev brugt i køkkenet og indgik i de forskellige måltider. På den måde sparede Fattiggården mange penge.
Haven har været meget større end det du kan se i dag. Ved indvielsen var der store arealer rundt om Fattiggården, hvor der blev dyrket grøntsager. Kommunen har gennem tiden inddraget arealerne bid for bid til nye veje og boliger.
Et helt særligt haveanlæg
Efter Fattiggårdens lukning i 1974 var haven i mange år forsømt. Nu er der sat skik på haven – takket være frivillige fra Museumshavens Venner. De startede i 2014. År for år har de gennem hårdt arbejde, et stærkt sammenhold og masser af kaffe og hjemmebag fået genoprettet haveanlægget.
Det første år dyrkede de fem bede i køkkenhaven. Årene efter plantede de træer og buske i frugthaven. Så fik de genetableret gangstierne, og efterhånden dyrkede de frivillige hele nyttehaven. I dag kan du også opleve prydhaven og haveanlægget er genskabt som det oprindelige, takket være en større donation.
Fattiggården og haveanlægget i Svendborg er unikt og det eneste sted i Skandinavien, hvor du kan opleve en Fattiggård med tilhørende have, som fremstår så tæt på det oprindelige.
Bæredygtigt før og nu
Hver tirsdag og den første søndag i måneden, fra april til oktober, er Museumshavens Venner i haven. De 20 kvinder og mænd luger ukrudt, lægger kartofler, sår ærter og plukker bær. Ligesom på Fattiggårdens tid bruger de frivillige ikke sprøjtemidler og kunstgødning. De gøder jorden med kompost og hestemøg. Du kan altid få en snak med de frivillige om haven og dens historie.
Tag dig tid til en gåtur i haven, når du besøger Fattiggården. Her oplever du en særlig ro. Det kan være rart at sidde i haven og lade de mange indtryk falde på plads.
Langelands rose står i vindueskarmene på Fattiggården. Du kan købe en aflægger med hjem og dermed være med til at udbrede det levende budskab om Fattiggården. Køb den i Museumsbutikken.