Hammerichs Hus

Vi glæder os til at byde dig velkommen i et af Ærøskøbings smukkeste huse

I hjertet af Ærøskøbing

Er du heldig at være i Ærøskøbing i sæsonen, så skal du opleve Hammerichs Hus. Der er lavloftede stuer og kringelkroge, så det basker, men det er også her, at du får historien om billedhuggeren Gunnar Hammerich og hans kærlighed til den gamle by.

Hammerichs Hus har sæsonåbent i perioden 2. juni-18. oktober 2025. Vi glæder os til at se dig.

En ung mand kommer til byen

Gunnar Hammerich (1893-1977) tog færgen til Ærø for første gang i 1913. På det tidspunkt var han i lære som købmand hos Baagøe & Riber på Svendborg Havn, men han drømte om at male.

I en tid, hvor kunstnere søgte ud af storbyerne på jagt efter oprindelige og uspolerede pletter på landkortet, var Ærø et af de eksotiske steder som blev ”opdaget”. Omkring 1. Verdenskrig opstod der en lille koloni af fastboende kunstnere, mens andre lagde vejen forbi om sommeren. Gunnar Hammerich var en af dem, inden han i 1916 købte et billigt hus i Ærøskøbing.

Med Gunnar Hammerich som opmærksom vært, blev huset på hjørnet af Gyden og Brogade samlingssted for malere og forfattere, lystige sjæle fra byens borgerskab og venner og bekendte fra København.

En by i forandring

Hammerichs Hus bestod oprindeligt af tre huse. Gunnar Hammerich købte det første i 1916, men i de følgende år kom nabohusene til salg, og han byggede dem sammen til ét.

På det tidspunkt var huspriserne i Ærøskøbing meget lave, da byen var under forandring. ”Købingboernes” lange tradition for søfart var fortid. De gamle sejlskibe var blevet udkonkurreret af dampskibe, og i Ærøskøbing blev det socialt acceptabelt at vælge andre og mindre farlige erhverv end søfarten. Men det var ikke uden konsekvenser for byens liv.

Efter 1. Verdenskrig gik byen næsten i stå. Stadig flere unge valgte at flytte fra Ærø. Konsekvensen var, at der blev født færre børn, og befolkningen blev ældre. Samtidig betød en voldsom byudvikling i landets købstæder, at der kom fokus på værdien af de gamle huse og behovet for at ”frede” dem, før det var for sent.

Det arbejde gik i gang med Danmarks første bygningsfredningslov fra 1918, og allerede året efter blev ca. 30 huse fredet i Ærøskøbing, inklusiv ”Hammerichs Hus”.

Et af de første feriehuse

Med den voldsomme byudvikling andre steder i landet fulgte en længsel efter gamle dage, som Ærøskøbing var i stand til at udfylde. I mellemkrigstiden markedsførte turistforeningen byen som en eventyrlig ”Torneroseby”, og efterhånden kom bevaring og turisme til at gå hånd i hånd.

I dag indkapsler Hammerichs Hus byens udvikling efter 1. Verdenskrig. Huset blev opført i 1803, og før Gunnar Hammerich flyttede ind, havde der boet en sømand, en skrædder, en murer, enken efter en toldkontrollør og en sejlmager. Men hvor de tidligere ejere var fastboende, brugte Gunnar Hammerich det kun i sommerhalvåret. Hammerichs Hus er derfor et af Ærøskøbings første feriehuse.

Billedhugger fra Kunstakademiet

Gunnar Hammerich voksede op på Østerbro i København. Hans far, ingeniør og etatsråd, Holger Aaggaard Hammerich (1845-1915) sad i Folketinget for Højre, mens hans mor Pauline Mølmark (1854-1927) var lægedatter fra Svendborg.

Forældrene så gerne, at han fik en fornuftig uddannelse. Først efter at han havde gennemført Købmandsskolens etårige kursus og været i lære hos Baagøe & Riber, fik han lov til at søge ind på Kunstakademiets Billedhuggerskole.

Han fik afgang i 1916, samme år som han købte hus i Ærøskøbing, og debuterede på Charlottenborg i 1918.

Hammerich var en samler

Udover at være samlingssted og feriehus blev Hammerichs Hus stedet, hvor Gunnar Hammerich foldede sig ud som samler.

Han samlede på ting, der tog sig godt ud i huset, og som havde fortælleværdi og egnspræg fra særlig Ærø og Sønderjylland. Samtidig var han fascineret af ting, der var lavet i hånden – ”lige fra de jævneste små ting i træ, ler og metal, til de raffinerede frembringelser i porcelæn, glas og alle metaller.”

I huset kan du se protokollen ”Det væsentlige”, hvor Gunnar Hammerich nøje har noteret genstandenes proveniens og suppleret med udførlige tegninger.

Hammerichs Hus som museum

I 1967 overdrog Gunnar Hammerich sit hus til Ærøskøbing Kommune. Hensigten var at sikre, at huset og samlingen blev bevaret for eftertiden. I aftalen står der, at ”… samlingen skal bibeholdes som den nu er og forefindes”. Husets over 2.500 genstande står derfor fortsat, hvor Gunnar Hammerich har bestemt, at de skal stå.

Hammerichs Hus har været en del af Ærø Museum siden 1990, og er næsten en museumsgenstand i sig selv.

Som statsanerkendt museum er vi forpligtet til at bevare huset og samlingen for eftertiden, og det sætter nogle begrænsninger på husets brug. For at undgå et alt for hårdt slid inviterer vi derfor kun indenfor i sommerhalvåret og i et begrænset tidsrum.

Book en rundvisning

Få en unik oplevelse i et af byens smukkeste huse sammen med din forening, på familieudflugten eller med firmaet. En rundvisning i Hammerichs Hus er en rejse tilbage i tid.

Booking skal ske i god tid og min. 14 dage før jeres besøg.