Fantastisk sommer for Ærø Museum
De tre museer i Ærøskøbing – Hammerichs Hus, Ærø Museum i Brogade og Smedegade 22 med Flaske-Peters samling – har haft en mere end almindeligt god sommer. Det gode vejr, som ellers normalt trækker folk til stranden og væk fra museerne, har ikke afholdt museerne fra at registrere en samlet vækst i antallet af besøgende på 30% hen over sommeren.
Den høje vækst kommer ikke af sig selv. Den kommer i kølvandet på flere tiltag, der skal løfte museerne i Ærøskøbing, der i flere år har kæmpet med lave besøgstal.
2026 er første år med en fællesbillet, hvor besøgende kan købe én billet til alle tre museer. Der har trukket besøgende rundt til flere af museerne.
Den største forandring er sket i Smedegade 22, der nænsomt er sat i stand og nu fremstår som et flot og moderne udstillingssted, og hvor vi som noget nyt kan vise særudstillingen ”Hovedperson Hammerich” om kunstneren Gunnar Hammerich.
”Mange besøgende i Hammerichs Hus i Gyden har i årevis efterspurgt at kunne se Hammerichs kunst, så de kunne blive klogere på manden bag den imponerende samling af antikviteter, der er udstillet i Hammerichs Hus. Mange har i løbet af sommeren benyttet sig af chancen til at se særudstillingen om Hammerichs buster og bruge den nye formidling på museet, hvor også haven er blevet inddraget og nu bidrager væsentlig til den samlede museumsoplevelse”, fortæller kulturarvschef ved Museum Sydfyn, Nils Valdersdorf Jensen.
Ud over at fordybe sig i de nye formidlingstiltag, kan besøgende også spille havespil, nyde de nyplantede blomster, høre hønsene kagle og gå på jagt efter ærøske sprogblomster – 30 dialektudtryk fra Ærø. Smedegade 22 har med de nye formidlingstiltag trukket det største læs med en besøgsfremgang på over 90%.
”Det er en stor glæde at opleve, hvor godt vores gæster tager imod de nye tiltag på museerne i Ærøskøbing, og med det den imponerende indsats fra medarbejdere, frivillige og samarbejdspartnere, som denne udvikling står på skuldrene af,” siger Jesper Hansen, Direktør for Museum Sydfyn.
Åbent i Smedegade i september
Som konsekvens af den store opmærksomhed forlænges åbningstiden i Smedegade 22. Der er åbent tirsdag-lørdag kl. 11-15 i hele september i Smedegade 22 i stedet for at lukke den 1. september som oprindelig annonceret. Se mere på www.aeoemuseum.dk
Kontakt Museum Sydfyns direktør Jesper Hansen
T: 2090 1325
M: jh@museumsydfyn.dk