Gaveregn til ærøske foreninger og Museum Sydfyn
En særlig dag i Smedegade
Tirsdag den 1. juli var en særlig dag på Flaskeskibsmuseet i Ærøskøbing. Efter frivillige kræfter i foreningen Flaske Peters Samling de seneste 10 år har sørget for, at Flaskeskibsmuseet har været åbent for publikum og bygningerne vedligeholdt og istandsat, så var tiden kommet til at give det videre og til at opløse foreningen bag.
Foreningen og Museum Sydfyn markerede dagen sammen med repræsentanter fra Ærø Kommunes kulturudvalg, kulturforvaltning, turismehvervet og ærøske foreninger til en sand gaveregn.
Først blev nøglerne til Flaskeskibsmuseet i Smedegade 22 overdraget til Jesper Hansen, direktør for Museum Sydfyn, der i sin tale takkede de frivillige for en fantastisk indsats gennem de seneste 10 år. Særlig fremhævet blev foreningens formand, Jan Christensen, der som en utrættelig ildsjæl har lagt en helt enestående indsats ved museet.
Ved samme lejlighed uddelte Benny Lykke Thornfeldt, foreningens næstformand, syv flotte donationer til lokale foreninger, der hver især gør en kæmpe indsats for byen og øen.
Ærøskøbing Bymølle, Ærø Søredningsforening, Julebelysningen i Ærøskøbing v. Ærøskøbing Handelstandsforening, ÆIKs støtteforening, Nisserne i Ærøskøbing og Bøssehage Bro- og Bådelaug fik hver 10.000 kr. med hjem, mens Sygehusforeningen for Ærø Sygehus blev betænkt med 20.000 kr.
Samlet blev der uddelt 80.000 kr. og en smuk ejendom, og fra alle modtagere var der stor glæde og en dybfølt tak til folkene bag Flaske Peters Samling.
Foto: Niels Solholm
Kontakt Museum Sydfyns direktør Jesper Hansen
T: 2090 1325
M: jh@museumsydfyn.dk