Hammerichs Hus

Vi glæder os til at byde dig velkommen i Ærøskøbing

Hammerichs Hus og Ærø Museum har lukket tirsdag den 10. september

Museets ansatte og frivillige er på tur. Derfor holder begge museer lukket. Vi beklager ulejligheden og håber, at du kigger forbi museerne en af de andre dage, vi har åbent. 

Åbent 3. juni – 19. oktober

Er du heldig at være i Ærøskøbing i sæsonen, så skal du opleve Hammerichs Hus. Der er lavloftede stuer og kringelkroge, så det basker, men det er også her, at du får historien om billedhuggeren Gunnar Hammerich og hans kærlighed til den gamle by.

K7-week: Gratis adgang for unge

Fra den 9.-15. september er der fri adgang for unge (18-27 år) til Hammerichs Hus og 200 andre museer og udstillingssteder i hele Danmark som en del af K7. Hent dit K7-kort – og du er klar til en unik oplevelse på museet.

K står for Kultur, 7 står for uge 37 og op til 27 år. Se mere på K7 Week.

Praktiske informationer

Hvad koster det? Hvor ligger Hammerichs Hus? Find svarene på denne side.

Åbningstider Hammerichs Hus

Hammerichs Hus har åbent den 3. juni – 19. oktober 2024

mandag11:00 - 14:00
tirsdagLukket
onsdag11:00 - 14:00
torsdag11:00 - 14:00
fredag11:00 - 14:00
lørdag11:00 - 14:00
søndagLukket

BEMÆRK: Hammerichs Hus og Ærø Museum har lukket tirsdag den 10. september

Museets ansatte og frivillige er på tur. Derfor holder begge museer lukket. Vi beklager ulejligheden og håber, at du kigger forbi museerne en af de andre dage, vi har åbent. 

Entré

 

Voksen 50 kr.
Børn (0-17 år) Gratis
Gruppepris ved min. 10 personer 40 kr.
Fællesbillet 100 kr.*

*Giver adgang til både Ærø Museum og Hammerichs Hus

Medlemmer af Ærø Museums Venner og Museum Sydfyns Støtteforening Svendborg har gratis adgang.

K7-Week: Gratis adgang for unge
Fra den 9.-15. september er der fri adgang for unge (18-27 år) til Hammerichs Hus og 200 andre museer og udstillingssteder i hele Danmark som en del af K7. Hent dit K7-kort – og du er klar til en unik oplevelse på museet.

K står for Kultur, 7 står for uge 37 og op til 27 år. Se mere på K7 Week.

Ret til ændringer forbeholdes.

Fællesbillet

Med en fællesbillet får du adgang til både Ærø Museum og Hammerichs Hus.

Fællesbilletter købes i billetsalget hos Ærø Museum, Brogade 3-5 i Ærøskøbing.

Grupperabat

Ved grupper på min. 10 betalende gæster er prisen 40 kr. pr. person. Grupperabatten kan ikke kombineres med andre rabatordninger.

Vi beder jer kontakte os på forhånd, hvis I er mere end 10 personer. Det gælder både, hvis I kommer på egen hånd eller ønsker en rundvisning. På den måde sikrer vi, at I får den bedste oplevelse.

Læs mere om gruppebesøg

Gratis adgang

Børn og unge under 18 år har gratis adgang til museet.

Handicapledsagere har gratis adgang ved fremvisning af ledsagerkort.

Buschauffør og evt. rejseleder, der besøger museet med en større gruppe, har gratis adgang.

Elever, lærere og studerende, der besøger museet som led i undervisningen, har gratis adgang.

Betaling

Har du kontanter eller MobilePay kan du købe billet i Hammerichs Hus.

Hvis du vil betale med kreditkort, kan du købe billet til Hammerichs Hus i billetsalget hos Ærø Museum i Brogade 3-5 i Ærøskøbing. Det er 1 minuts gang fra Hammerichs Hus.

Find vej

Hammerichs Hus, Gyden 22, 5970 Ærøskøbing

Hammerichs Hus ligger ca. 5 minutters gang fra færgelejet (til og fra Svendborg) og busholdepladsen (til og fra Marstal/Søby) i Ærøskøbing. Det er gratis at køre med bus på Ærø.

Se sejlplan for Ærøfærgen

Se gældende busplan

Parkering

Hammerichs Hus ligger midt i Ærøskøbings smalle gader.

Kommer du i bil, anbefaler vi derfor, at du parkerer på havnen eller i Pilebækken. Herfra er der ca. 5 minutters gang til museet.

Tilgængelighed

Entré
Handicapledsagere har gratis adgang ved fremvisning af ledsagerkort.

Adgangsforhold
Hammerichs Hus har mange små rum og stejle trapper. Huset er derfor ikke egnet for dårligt gående og folk i kørestol.

Rygning

Rygning er ikke tilladt i Hammerichs Hus.

Fotografering

I er velkomne til at fotografere på museet i privat øjemed.

Er der tale om billeder til professionel brug, skal museet kontaktes på forhånd på mail info.aeroe@museumsydfyn.dk

Grupper

Vi tilbyder rundvisning til private grupper, foreninger, firmaarrangementer og alle andre, der vil opleve museet.

En rundvisning varer ca. 1 times tid.

Da rummene i Hammerichs Hus er små, kan der maksimalt være 15 personer på en rundvisning.  Til gengæld er der ikke et minimumsantal. Vi laver gerne en rundvisning for en gruppe på f.eks. 5 personer.

Kontakt os i god tid og helst minimum 14 dage før jeres besøg.

Se hvordan du booker.

En ung mand kommer til byen

Gunnar Hammerich (1893-1977) tog færgen til Ærø for første gang i 1913. På det tidspunkt var han i lære som købmand hos Baagøe & Riber på Svendborg Havn, men han drømte om at male.

I en tid, hvor kunstnere søgte ud af storbyerne på jagt efter oprindelige og uspolerede pletter på landkortet, var Ærø et af de eksotiske steder som blev ”opdaget”. Omkring 1. Verdenskrig opstod der en lille koloni af fastboende kunstnere, mens andre lagde vejen forbi om sommeren. Gunnar Hammerich var en af dem, inden han i 1916 købte et billigt hus i Ærøskøbing.

Med Gunnar Hammerich som opmærksom vært, blev huset på hjørnet af Gyden og Brogade samlingssted for malere og forfattere, lystige sjæle fra byens borgerskab og venner og bekendte fra København.

En by i forandring

Hammerichs Hus bestod oprindeligt af tre huse. Gunnar Hammerich købte det første i 1916, men i de følgende år kom nabohusene til salg, og han byggede dem sammen til ét.

På det tidspunkt var huspriserne i Ærøskøbing meget lave, da byen var under forandring. ”Købingboernes” lange tradition for søfart var fortid. De gamle sejlskibe var blevet udkonkurreret af dampskibe, og i Ærøskøbing blev det socialt acceptabelt at vælge andre og mindre farlige erhverv end søfarten. Men det var ikke uden konsekvenser for byens liv.

Efter 1. Verdenskrig gik byen næsten i stå. Stadig flere unge valgte at flytte fra Ærø. Konsekvensen var, at der blev født færre børn, og befolkningen blev ældre. Samtidig betød en voldsom byudvikling i landets købstæder, at der kom fokus på værdien af de gamle huse og behovet for at ”frede” dem, før det var for sent.

Det arbejde gik i gang med Danmarks første bygningsfredningslov fra 1918, og allerede året efter blev ca. 30 huse fredet i Ærøskøbing, inklusiv ”Hammerichs Hus”.

Et af de første feriehuse

Med den voldsomme byudvikling andre steder i landet fulgte en længsel efter gamle dage, som Ærøskøbing var i stand til at udfylde. I mellemkrigstiden markedsførte turistforeningen byen som en eventyrlig ”Torneroseby”, og efterhånden kom bevaring og turisme til at gå hånd i hånd.

I dag indkapsler Hammerichs Hus byens udvikling efter 1. Verdenskrig. Huset blev opført i 1803, og før Gunnar Hammerich flyttede ind, havde der boet en sømand, en skrædder, en murer, enken efter en toldkontrollør og en sejlmager. Men hvor de tidligere ejere var fastboende, brugte Gunnar Hammerich det kun i sommerhalvåret. Hammerichs Hus er derfor et af Ærøskøbings første feriehuse.

Billedhugger fra Kunstakademiet

Gunnar Hammerich voksede op på Østerbro i København. Hans far, ingeniør og etatsråd, Holger Aaggaard Hammerich (1845-1915) sad i Folketinget for Højre, mens hans mor Pauline Mølmark (1854-1927) var lægedatter fra Svendborg.

Forældrene så gerne, at han fik en fornuftig uddannelse. Først efter at han havde gennemført Købmandsskolens etårige kursus og været i lære hos Baagøe & Riber, fik han lov til at søge ind på Kunstakademiets Billedhuggerskole.

Han fik afgang i 1916, samme år som han købte hus i Ærøskøbing, og debuterede på Charlottenborg i 1918.

Hammerich var en samler

Udover at være samlingssted og feriehus blev Hammerichs Hus stedet, hvor Gunnar Hammerich foldede sig ud som samler.

Han samlede på ting, der tog sig godt ud i huset, og som havde fortælleværdi og egnspræg fra særlig Ærø og Sønderjylland. Samtidig var han fascineret af ting, der var lavet i hånden – ”lige fra de jævneste små ting i træ, ler og metal, til de raffinerede frembringelser i porcelæn, glas og alle metaller.”

I huset kan du se protokollen ”Det væsentlige”, hvor Gunnar Hammerich nøje har noteret genstandenes proveniens og suppleret med udførlige tegninger.

Hammerichs Hus som museum

I 1967 overdrog Gunnar Hammerich sit hus til Ærøskøbing Kommune. Hensigten var at sikre, at huset og samlingen blev bevaret for eftertiden. I aftalen står der, at ”… samlingen skal bibeholdes som den nu er og forefindes”. Husets over 2.500 genstande står derfor fortsat, hvor Gunnar Hammerich har bestemt, at de skal stå.

Hammerichs Hus har været en del af Ærø Museum siden 1990, og er næsten en museumsgenstand i sig selv.

Som statsanerkendt museum er vi forpligtet til at bevare huset og samlingen for eftertiden, og det sætter nogle begrænsninger på husets brug. For at undgå et alt for hårdt slid inviterer vi derfor kun indenfor i sommerhalvåret og i et begrænset tidsrum.

Book en rundvisning

Få en unik oplevelse i et af byens smukkeste huse sammen med din forening, på familieudflugten eller med firmaet. En rundvisning i Hammerichs Hus er en rejse tilbage i tid. 

Booking skal ske i god tid og min. 14 dage før jeres besøg.